Greve Fodbold er i samråd med Danmarksserieholdets cheftræner Claus Larsen blevet enige om at stoppe samarbejdet efter årets sidste turneringskamp på søndag.

Fra klubbens side vil vi gerne sige tak for en engageret og dedikeret indsats, som på trods af hårde odds hele tiden har indbefattet højt humør og højt ambitionsniveau.

Greve Fodbolds nye førsteholdstræner kommer fra egne rækker. Dennis Hald Olsens bedrifter med 2. seniorholdet de sidste år er ikke gået ubemærket hen. Resultaterne har været imponerende, og samtidig har Dennis formået at opbygge et kollektiv, hvor alle kæmper for hinanden og logoet på trøjen.

Som gammel Greve-dreng passer Dennis også perfekt ind i klubbens langsigtede strategi med i højere grad at satse på egen avl og dyrke vores lokale talenter i den grad, som det er muligt. Strukturen omkring seniorholdet bliver ændret og brugerrejsen for vores egne ungdomsspillere skal optimeres.

Udefra vil nogle muligvis se det som et tilbageskridt, at vi ændrer på strukturen. Men fra klubbens side mener vi, at det er styrkelse og der er ingen tvivl om, at Greve Fodbold skal tilbage i 2. division. Det behøver dog ikke nødvendigvis at være til næste år. Vi vil først fokusere på at skabe et bæredygtigt fundament, og derved skabe den kontinuitet, der kræves for at lykkes på lang sigt. Allerhelst med spillere, der kan indgå i klubbens kultur og fællesskab samt er gennemsyrede af Greve Fodbolds værdier.

Mange sportslige hilsener
Bestyrelsen
Greve Fodbold

Følg Greve Fodbold