For at leve op til Greve Fodbolds rolle som kulturbærer satser vi primært lokalt i vores spiller- og trænerrekruttering. Vi vil skabe et fællesskab gennem opvækst og det sociale i at komme fra samme lokalmiljø. Vi vægter loyalitet meget højt hos både spillere og trænere, og vi belønner loyalitet med ansvar og øget opmærksomhed. Klubben vil altid være større end de enkelte hold, og fokus vil altid være på klubbens langsigtede bedste. Det er således, at vi ønsker at skabe en stærk kultur forankret i vores nærområde.

Greve Fodbold vil være kendt for:
– Et socialt miljø med glæde, trivsel og tryghed
– En anerkendende pædagogik med fokus på empati, engagement og respekt for alle
– Et træningsmiljø med passende udfordringer
– Et træningsmiljø med fokus på at udvikle både mennesket og fodboldspilleren
– En åben kommunikation med forældre om valget af metoder og træningsforhold

Greve Fodbold har hjemme på Lillevangsvej 88, som en del af Greve Idræts Center sammen med flere andre af kommunens idrætsforeninger. Vi har foruden stadionbanen, syv 11-mandsbaner, otte 5-mandsbaner, femten 3-mandsbaner, to 11-mandskunstbaner samt muligheden for brug af kunstbane i Hundige og kommunens indendørshaller i vinterperioden.