Der er trænere, som er født og opvokset i Greve og ikke kunne finde på at være træner i andre klubber. De har som regel spillet i klubben op gennem ungdomsårene og er siden hen startet som træner for eget barn. Så er der trænere, som er kommet til klubben udefra med ønsket om at gøre karriere eller udvikle sig på den faglige front for derefter at søge til andre mere prestigefyldte græsgange.

Kombinationen af de nævnte trænere er mere sjælden. Det er den dygtige træner med en fodboldfaglig ballast, der starter som forældretræner men siden hen udvikler et tæt forhold til klubben og ender med at lægge tid og sjæl i udviklingen af samme.

Sådan en træner er Jan Leisten. Som tidligere herre seniortræner i HIK, tog han tilbage i 2008 rollen som forældretræner da datteren ville starte til fodbold.

’Hvis jeg ikke havde taget trænerrollen, så havde der ikke været et hold, så det var en meget nem beslutning’, forklarer Jan.

12 år blev det til i Greve Fodbold. Primært som dedikeret træner for 01 årgangen på pigesiden men også som inspirator for andre trænere. Og altid klar til en hjælpende hånd i Greve Fodbolds interesse, som da han i 2014 startede fodboldskolen op i DGI-regi.

Gennem de 12 år har Jan vundet flere store stævner og er blevet pokalmestre to gange. Han har udviklet talenter, der er kommet på ungdomslandsholdet og sidenhen har fået debut i Gjensidige Ligaen.

I 2018, da damesenior var ved at falde fra hinanden, trådte Jan til og overtog førsteseniorholdet. Han rykkede det følgende 1,5 år tre rækker op med holdet. Men nu er der brug for en pause …

’Jeg har behov for mere tid med familien. Samtidig mener jeg også, at der er behov for ny inspiration til mange af de piger, som har haft mig som træner siden de var seks år. Klubben og fodbolden generelt udvikler sig med stor hast i disse år og tidspunktet passer mig fint.

Jeg har været glad for min tid i Greve Fodbold, og jeg er stolt af at have været træner for de dygtige piger. Lige nu er jeg mæt af fodbold men det kan sagtens være, at jeg vender tilbage på et senere tidspunkt,’ slutter Jan.

Fra klubbens side vil vi gerne sige tak til Jan for en engageret og dedikeret indsats de sidste mange år. Vi er naturligvis kede af, at Jan stopper. Men vi er samtidig glade for, at to klubmænd har overtaget trænerrollerne. Rutinerede Tino Knudsen og Martin Eyrich har indgået en aftale om overtagelse af førsteholdet. Vi ønsker dem al held og lykke med videreførelsen af det solide arbejde, som er lagt for dagen.

Følg Greve Fodbold