Efter en vinterpause med fed julemad og manglende aktivitet kan det potentielt være en udfordring at bygge en fornuftig opstartstræning op i det kolde vejr. Heldigvis bliver nogle af Greve Fodbolds hold tilgodeset med en udarbejdet træningsplan. Det betyder dog ikke, at man som træner ikke stadig skal tænke sig godt om.

DBU har samlet fem af de hyppigste faldgruber, som du helt skal undgå at falde i, når du planlægger træningsårets første måneder. Samtidig kan du også hive fat i en af klubbens to udviklingsledere, som derefter vil hjælpe på banerne med eventuelle tvivlsspørgsmål.

Faldgrube nummer 1
I starter for hårdt og for hurtigt ud

Hvis kroppen har ligget stille i længere tid, så er det vigtigt at træde varsomt, når I starter op igen. Muskler, sener og knogler skal igen til vænne sig til at blive brugt på en fodboldbane.

Det betyder, at det er vigtigt at starte op i et fornuftigt tempo. Kroppen er simpelthen ikke klar til en (alt for) hård træning mange gange i ugen fra dag ét.

Faldgrube nummer 2
Mangel på individuelle hensyn

Der er ikke to fodboldspillere, som er ens. Derfor er det vigtigt at tage individuelle hensyn – ikke mindst i opstarten.

Har en af holdets spillere f.eks. lidt problemer med akillessener, hoftebøjere eller lignende, så vær ekstra opmærksom på at få dosseret træningen på vedkommende. En mulighed kan være at dele træningen op, når I kommer til den mere intensive del – f.eks. når der skal spilles intervalspil – så der også er et alternativ til de spillere, som er på træningsmæssig skånekost.

Faldgrube nummer 3
For megen løbetræning

I jagten på at komme i god form tyer mange fodboldtrænere til løbetræning. Det er dog som udgangspunkt et skidt valg, for dels er der mange fodboldspillere, der hader løbetræningen som pesten, og dels er det faktisk mere befordrende for fodboldformen at spille sig i form. I øvrigt er det heller ikke i tråd med Greve Fodbolds sportslige model.

Når I har bolden med i træningerne i opstartsfasen, så bliver det hele lidt sjovere. Man får trænet boldfølingen og så kan man lave træningsspil som indeholder interval-elementer, hvilet giver den største fremgang i form.

Faldgrube nummer 4
For mange træningskampe   

Når I nærmer jer sæsonstart, så er det en god idé at få finpudset kampformen med nogle træningskampe.

Men kampene skal ikke komme for hyppigt eller for tidligt i opstartsprocessen. En række danske forskere har nemlig fundet ud af, at risikoen for at blive skadet er fem til 12 gange så stor, når man spiller kampe, frem for når man træner.

Faldgrube nummer 5
Taktisk træning i kolde temperaturer

Hvordan skal I stå i bagkæden og hvordan skal presset lægges? Den slags spørgsmål kan skam være vigtige nok for en fodboldtræner, men lad være med at indøve de taktiske elementer for tidligt på året.

Når det er pivkoldt udenfor, kan det nemlig nedsætte kropstemperaturen, når man står stille for længe – og så har man en øget risiko for at blive skadet. Derfor giver det i højere grad mening at vente med at inkorporere de mere taktiske elementer af fodboldspillet til efter de kolde vintermåneder.

Pas derfor også på med lange ventetider, hvis træningen er delt op med stationer. Spillerne skal have en fodbold for fødderne i så lang tid som mulig. Det giver den bedste individuelle udvikling.

 

Følg Greve Fodbold