Vi er glade for at kunne dele en god nyhed om den sportslige udvikling i børneafdelingen. Pr. 1. februar 2026 styrker vi organisationen med to markante profiler, der begge får centrale roller i arbejdet med vores yngste spillere og deres trænere.
 
Med disse ansættelser tager vi et yderligere skridt i retning af at skabe endnu bedre læringsmiljøer, højere kvalitet i træningen og en stærkere sammenhæng mellem vores børne- og talentudvikling. 
 
Mogens Rasmussen bliver udviklingsleder og ansvarlig for talentafdelingen U9–U12, hvor han får en central rolle i at videreudvikle miljøet, trænerne og ikke mindst spillerne i børneafdelingen.
 
Mogens bringer en solid og lang erfaring ind i klubben. Han har været fodboldtræner siden 1986 og har gennem årene haft en række markante roller i dansk talentudvikling – blandt andet som cheftræner for U15 i OB, efterfølgende cheftræner for U15 i FC København samt assistenttræner for FCK’s U17 Ligahold. 
 
De seneste år har han været tilknyttet FCK Børnefodbold, hvor han har stået som cheftræner for klubtræning i forskellige samarbejdsklubber samtidig med, at han har været træner for hans egen søn i Køge Nord. Derudover er Mogens også indehaver af en UEFA A-licens, så vi ser frem til at gøre brug af hans store viden og erfaring ude på banerne.
 
Mogens har valgt at takke ja til stillingen i Greve Fodbold, fordi han ser en klub med mange stærke initiativer og et stort udviklingspotentiale. Mogens starter i sin nye rolle den 1. februar og vil herefter besøge holdene og indgå i dialog med trænere og ledere.
 
Kaspar Ternholm tiltræder som mikroleder i Greve Fodbold med det sportslige ansvar for U6–U9 i tæt samarbejde med børnechef Niels Lund. Kaspars primære opgave vil være ude på banerne i hverdagen, hvor han skal støtte og udvikle trænerne samt være med til at styrke læringsmiljøet for de yngste spillere.
 
Kaspar er født og opvokset i Greve og har selv spillet næsten 10 år i Greve Fodbold. Efter sin spillerkarriere har han arbejdet som træner i FCK Børnefodbold og yderligere været cheftræner for klubtræning i flere forskellige samarbejdsklubber – herunder også i Greve gennem fem år. Kaspar har også været campleder på FCK Camp og senest arbejdet som børneudviklings- og talenttræner i Køge Boldklub.
 
Kaspar ser frem til at bygge videre på det allerede stærke fundament i klubben og være med til at løfte kvaliteten endnu et niveau. Kaspar glæder sig til samarbejdet og til at møde spillere, trænere og forældre på banerne.

Kaspar starter ligeledes den 1. februar 2026 og glæder sig til samarbejdet med spillere, trænere og forældre ude på banerne.
 
Fra klubbens side vil vi gerne ønske Mogens og Kaspar velkommen i Greve Fodbold og ser ligeledes frem til det kommende samarbejde. Vi er overbeviste om, at deres erfaring, engagement og menneskelige tilgang vil få stor betydning for den fremtidige udvikling af vores børnemiljø.
 
Mange fodboldhilsner

Følg Greve Fodbold