Nyhed

Søg på vores hjemmeside

Greve Fodbold og cheftræner for klubbens herre 2. divisions hold, Michael Madsen, har valgt at stoppe samarbejdet med udgangen af 2017. Igennem de sidste år har Michael Madsen gentagne gange fået tilbudt posten som cheftræner i andre divisionsklubber, og han har nu valgt at takke ja til et sådan tilbud.

 

Greve Fodbold vil gerne takke Michael for den dedikerede og flotte indsats, han har lavet med holdet de sidste fem år. Det har blandt andet ført til en oprykning fra Danmarksserien til en stabil placering i 2. division. 

Michael har med sin fodboldfaglighed og stærke menneskelige kvaliteter været en stor faktor i Greve Fodbolds udvikling over denne periode, og klubben ønsker ham al held og lykke fremover. At Michael har befundet sig godt i klubben er der heller ingen tvivl om.

 

”Jeg vil gerne takke alle i Greve Fodbold. Det har været en fantastisk rejse. En stor tak til bestyrelsen for altid at bakke op, og deres store frivillige arbejde omkring førsteholdet. En stor tak til spillerne for altid at yde deres bedste. Kæmpe ros herfra. Også en stor tak til vores trofaste fans, som har rejst landet rundt med os. Det har betydet meget for alle omkring førsteholdet,” udtaler Madsen og pointere, at alt dog ikke er rosenrødt.

 

”Jeg vil komme til at savne rigtig mange mennesker i klubben men faciliteterne kunne sagtens være bedre. Alle klubbens hold er delt op med omklædningsforhold i både hal og klubhus, der er mildt sagt ringe. Samtidig mangler der dræn i banerne, hvilket betyder, at førsteholdet ikke har nogen træningsbane foreløbig. Det kommer ikke kun til at gå ud over førsteholdet men også en masse af klubbens ungdomshold.”

 

Inden årets afslutning vil navnet på Greve Fodbolds nye 2. divisionstræner bliver meldt ud. Der er allerede nu flere trænere i spil, og forhandlingerne vil fortsætte frem til jul i håb om at finde den bedst mulige kandidat.

 

Al henvendelse i forbindelse med trænerposten kan rettes til Sportsformand Jari Leander på jari@leander2.dk.

 

Endnu engang tak til Michael for hans indsats i og for Greve Fodbold.

 

Bestyrelsen Greve Fodbold

logo
Kontakt os
Du er velkommen til at sende os dit spørgsmål, og vi vil vende tilbage så hurtigt som muligt.


Kontakt os